Skolens historie

Her arbejder vi på at skrive skolens historie, siden vil løbende blive udbygget.
 
Skolen har en lang og spændende historie, der er foreløbigt skrevet følgende afsnit:
 
  • Sådan begyndte det (1979-80)
  • Brud og ny start (1980-82)
  • En levende skole (1981-83)
  • Storegruppens avis 2014, skolens historie set med elevøjne (venstre menu)

Sådan begyndte det

 I marts 1979 indkaldte en lille flok forældre til et offentligt møde på Notmarkhus for at lufte tanken om at lave en friskole på Als. I givet fald ville det blive den første på øen og den anden i Sønderjylland. Rødding friskole var blevet oprettet i 40'erne.Vi var ikke mange bag tanken. En del af os havde været på højskole, var opvokset i hjem med stærk tilknytning til højskolebevægelsen eller var ansat på Danebod Højskole i Fynshav. Både Mogens Hemmingsen og jeg var uddannet fra Den frie Lærerskole i Ollerup og havde dermed en naturlig tilknytning til de frie skoler. Fer for faldt det os naturligt at kontakte Dansk Friskoleforening som skoleforening. Fælles var en meget stor lyst til at gå ind i et børneskolearbejde, hvor hjem og skole skulle være tæt forbundet gennem alle skoleårene. Lyst, glæde og medleven skulle være drivkraften.
Gennem flere år havde vi unge forældre på Danebod - især konerne - haft visioner om en sådan skole. Men også her kom og rejste folk, så det tog nogle år at føre drømmen til handling. I vores egen familie nåede vi at få Mikkel i 2. kl. på Fryndesholmskolen, hvor han havde dygtige, imødekommende lærere, men hjem-skole kontakten var det så som så med - den var meget afhængig af én selv og det personlige forhold til klasselæreren. Jeg savnede den daglige morgensang og rodfæstelsen i fortællefagene i disse første skoleår. To højskolefamilie-børn: Louise Svane og vores Stine, samt Marie Louise Risgård fra Erbæk startede i børnehaveklassen i 1978. Vi manglede engagement og kraft, og det blev det endelige skub til at starte Midtals Friskole.
 
Vi snakkede med hinanden og andre i Fynshavområdet i løbet af efteråret. I februar 1979 indkaldte vi "mund-til-øre" til et møde her på Danebod, hvor vi havde bedt et par lærere fra Rødding Friskole om at fortælle om deres skole. Mødet var afgørende; vi var kommet ud af dagligstuen, og andre end den sikre kreds på 3-4 familier blev delagtige. Rødding-folkene gjorde det godt, og ud af en forsamling på 18 havde 12 familier lyst til at være med i et videre arbejde. En del faldt fra igen. Usikkerheden omkring et skoleforløb man ikke kendte, var for meget!
Foråret blev travlt. Møder hver eneste uge.
Retningslinjerne for vores skole skulle drøftes og formuleres skriftligt - det blev til den grønne folder. Kommunens skoleinspektør og kulturudvalget skulle indvies i vores planer før de blev officielle. Vi tog ind på rådhuset en aften og havde en god snak. Pressen skulle have den rette information, og stadig var der mange nye forespørgsler til den kommende skole. Som nævnt holdt vi det første offentlige møde på Notmarkhus. Vi ville markere, at vi ikke kun var Danebod, og valgte derfor et forsamlingshus midt i kommunen. Spændingen var næsten ikke til at bære. Hvor mange ville der komme?? Heldigvis kom der et halvt hundrede mennesker. På skift fremlagde vi vores skoletanker, og den efterfølgende debat blev blandet - ikke mindst var mange "ægte" alsingere forundret over, at den lokale skole ikke var god nok for os tilflyttere - hvad de fleste af os jo var. På dette tidspunkt fik jeg vished for, at vi var i en landsdel, hvor ét af de højeste mål i mange strenge år har været at få en dansk skole igen - en dansk folkeskole.
Denne historiske kendsgerning bevirkede vel, at vores skole først og fremmest fik opbakning fra tilflyttere. Men aftenen blev som helhed god, bl.a. fordi vi havde inviteret friskolelærer Edel Østergård fra Enghaveskolen i Fåborg til at ortælle om det "at holde friskole".
 
En intens tid fulgt med mange vigtige udvalgsmøder, hvor vedtægter, bygninger, økonomi og meget andet var på dagsordenen. En uvurderlig jælp fik vi fra Jens Chr. Jensen, Friskolernes Kontor. Tiden var knap. En riskole skulle anmeldes til ministeriet 3 måneder før et skoleårs start. Vi skrev nu april 1979 og vi ville igang pr. 1. august 1979.
Vi afholdt tiftende generalforsamling d. 26. april på Notmarkhus, hvor 50-60 mennesker var mødt frem. På generalforsamlingen blev det meget kraftigt fremført fra forældreside at vores skole skulle arbejde ud fra de retningslinjer vi havde vedtaget:
 
  • en skole byggende på frisind
  • en skole med nær hjem-skole kontakt
  • en lille skole med max. 60-70 børn.
 
Og skolen skulle gå til og med 10. kl. og tilbyde folkeskolens afgangsprøve! Disse punkter blev ført til protokols, først og fremmest som en sikring af den lille skolestørrelse. En midlertidig bestyrelse blev valgt. Sammen med udvalgene fik den umådelig travlt. Store og uløste spørgsmål skulle besvares: Kunne vi finde velegnede bygninger, kunne vi få den rette skoleleder - og ikke mindst, havde vi børn nok? Mindst 12 børn skulle være tilmeldt. Det blev til 21.
Vi troede en overgang, at vi kunne købe Frydendal kro, men den skulle alligevel ikke sælges. Jord til byggegrund var umulig at finde i Fynshavområdet. Her skulle skolen nemlig ligge, da de fleste af os boede herude. Gode råd var dyre, fordi vi meget snart skulle have diverse godkendelser fra amt og kommune. I 12. time besluttede Hanne Risgård og Jørgen Bonde at hjælpe. De byggede simpelthen en 80 m2 selvstændig lejlighed til deres landbrugsejendom i Erbæk 3 km nord for Fynshav, ved landsbyen Helved. Lige nok til en start.
 
Annoncen angående skolelederstilling gav kun 2 skriftlige ansøgninger. Husk på, vi var meget sent ude, og hvem turde vove pelsen til fordel for et pionerarbejde på en af de første friskoler i den bølge, som skulle komme?! Jens Erik og Stine Astrup turde. Begge var ansat ved Galten skolevæsen, som henholdsvis lærer og børnehaveleder, men lilleskoleforældre ved Galten friskole.
 
Inden Jens Erik og Stine blev endeligt ansat, havde de ønsket at møde hele forældrekredsen for at få lejlighed til at fremsætte deres ønsker for et fremtidigt skolearbejde, hvad var naturligt nok. Ønskerne var nedskrevet og beskrev detaljeret, hvordan de ønskede samarbejdet skulle forløbe. Denne "forhandlingsform" var lidt snørklet, men vi regnede med, at den ville finde en naturlig form, når først skolen var igang.
Inden vi kunne holde et tiltrængt sommerpust, måtte vi nok engang i gruppearbejde. Denne gang for at formulere målsætninger for de de forskellige fagområder. Så vidt jeg husker, kom der ldrig det helt store ud deraf! Ligeledes tog vi med børnene til Rødding Friskole for at opleve en kolegang der. En dejlig optakt til det første skoleår.
21 forventningsfulde nger mødte op til august - ikke på Erbæk, men på Danebod, hvor de først 3 uger orløb indtil de nye bygninger blev færdige. Jeg husker lange weekender derude å Erbæk, hvor vi malede, lakerede og indrettede os til langt ud på aftenen. nventar havde vi til husbehov, idet Jens Chr. Jensen havde foranstaltet indsamling på fynske friskoler af bøger og skolemøbler. Danebod leverede blandet depotgods. I oktober kunne vi holde invielsesfest på Frydendal kro. Det var en mådelig dejlig dag.
 
 Efteråret gik, og vi var hele tiden på udkig efter et blivende sted. Den gamle skole i Helved blev til salg og skulle koste 800.000 kr. Den var opført omkring århundredeskiftet og var blevet brugt som skole for Helved sogn indtil en ny kommuneskole blev opført i midten af 60'erne. Skolen havde været privat beboelse siden da. Vi ejede ikke kongens mønt. Men takket være Dansk Friskoleforenings Byggefond gik det. Fonden købte simpelthen huset og vi lejde os ind hos dem. Det var også et sats for dem, idet det var deres første store hushandel i bestræbelserne for at hjælpe nye skoler igang. For at få enderne til at hænge sammen måtte det enkelte hjem kautionere for 20.000 pr. familie. 
 
Mod vinter kneb det med pladsen på Erbæk -  der manglede albuerum. Heldigvis kunne vi allerede fra januar 1980 leje skolestuen i Helved til de store. På denne måde blev børnene delt op i det første skoleår, dog med fælles afslutning af skoledagen ugen igennem.
Da vi overtog den gamle skole, var kun underetagen som idag. Loftet var "bart" på nær et par faldefærdige rum. Værkstedet var en kold garage, og toiletter eksisterede ikke. I haven var der kun frugttræer! Foråret gik med forældrearbejde. Alt bygge vi selv. Når jeg kigger tilbage synes det utroligt, hvad vi overkom og "knoklede" med. Ind imellem var det lige ved at tage pippet fra os, men der var ingen vej tilbage, og arbejdet knyttede mange stærke venskabsbånd.
 
Vi tog en del elever ind i løbet af det første skoleår, og der var mange tilmeldte til det kommende, derfor turde vi ansætte nye lærere fra august 1980.
Det første skoleår løb til ende. Det havde været et broget år for mange af børnene. Især de store måtte vænne sig til en intergreret emneundervisning, hvor formen kræved ansvarlighed for gruppen og selvstændighed. Det havde især "mellembørnene" svært ved at leve op til. Disse børn havde brug for en bred ryg - de var de første friskolebørn på Als, de største i skolen, taget ud af deres vante skolegang og hvade måske for store forventninger. De måtte gennem hele skoleåret jævnligt tage nye kammerater ind i gruppen - ofte børn, som havde lidt nederlag et andet sted i skolesystemet. Emneundervisnningsformen var vanskelig i denne situation, også fordi der endnu var megen uro i skolehverdagen. Med timer på både Danebod og i Helved blev børnen forstyrrede og opsætsige. Det gav nogle kedelige episoder mellem dem og Jens Erik.
 
Forældremøde afholdt vi fast hver måned, og alleforældre var stadig bundet til mange praktiske gøremål.
Som bestyrelse var vi urolige for skolens vokseværk. Vi mente, vi måtte have en rolig vækst, hvor vi overvejede, hvad vi magtede af opgaver. Dette grundsyn delte vi ikke - viste det sig - med Jens Erik, som ønskede 2-lærersystemet gennemført i alle grupper inden udgangen af det kommende skoleår. Dette krævede selvsagt mange lærere og mange børn. Uenigheden resulterede i stive regler for optagelse af børn og begyndende spændinger mellem bestyrelse og lederpar.
 
Rita
 

Brud og ny start

   Sommeren 1980. Midtals Friskole havde bestået sit første leveår. Vi var stolte. Sommerferien gik færdiggørelse af byggearbejder. I forældrekredsen var mange dygtige håndværkere, der kunne lære os andre at bruge hammer og mejsel, at fuge facader (med et redskab, selv om vi helst brugte fingrene, når håndværkerne vendte ryggen til), isolere med rockwool o.s.v. Det var anstrengende, men sjovt; vi havde mange gode stunder med vores forskellige sjakbajser.
   Det var en lettelse, alle nu kunne være på Helved Skole. Vi startede skoleåret 80/81 med 41 børn og 5 lærere. De 3 nye lærere var Keld Schmidt, Anne Doris Jensen og Birthe. De var alle 3 nyuddannede, Keld og Birthe fra Haderslev Seminarium og Anne Doris fra Den frie Lærerskole i Ollerup. Desuden var én af forældrene, Erika Christensen, rengøringshjælp, og en anden forælder, Dorit Graversen, kontorhjælp. Som forældre og bestyrelse følte vi, at nu kunne vi slappe lidt af. - Og de ældste børn, Storegruppen, nød starten på det nye år med Keld som klasselærer. Han var ligesom "deres".
   I starten havde vi alle 5 lærere med til bestyrelsesmøderne for at vi kunne lære hinanden at kende. Det blev for meget lærerstyret og mere et lærermøde end et bestyrelsesmøde, derfor gik vi over til , at skolelederen og en lærer på skift deltog.
   Skole fik anskaffet høns og hønsehus i baghaven. På skolens areal ud mod Nordborg-vejen, "Trekanten", blev dyrket havre, der skulle sælges til Jul som fugleneg, og børnene byggede huse af granrafter, ligeledes på "Trekanten". - Havren blev høstet og lagt på loftet, hvilket også musene fandt ud af. Pasningen af hønsene gik på skift mellem børnene, men weekendpasning var ikke organiseret, og det så i det hele taget lidt miserabelt ud rundt omkring. Mange initiativer blev sat igang, men det kneb med at følge dem op. - Det indebar, at dagsordenerne til bestyrelsesmøderne kom til at indeholde mange punkter med praktiske spørgsmål om de ting, skolelederen ligesom blot lod ligge. Også ansvaret for børnene til og fra bussen var et stridsspørgsmål. Mange morgener var der ingen lærere på skolen, når børnene ankom.
   Bestyrelsen og lærerne var meget uenige om optagelsen af nye børn i skolen. Bestyrelsen ønskede en rolig vækst fra børnehaveklassen, altså nedefra, hvorimod Jens Erik ønskede en gennemført 2-lærerordning hurtigst muligt med helst 90 elever. - Vi kunne slet ikke følge med og havde meget svært ved at slå bremseklodserne i, når Jens Erik diskede op med den ene rørende historie efter den anden om optagelse af børn, der var blevet tabt på gulvet i folkeskolen. - Vi fik mange vanskelige og urolige børn i skolen. - Vores bestyrelsesmøder blev ubehagelige i tonen. Vi var ikke en samarbejdene enhed, men en bestyrelse på den ene side og skoleleder og lærere på den anden side. Vi blev påtvunget en arbejdsgiverrolle, så vores møder mere lignede forhandlinger mellem Dansk arbejdsgiverforening og LO.
   Vi havde i bestyrelsen hidtil været fuldstændig loyale over for Jens Erik og vores fælles trufne beslutninger, og vi havde aldrig drøftet en eventuel mistillid til Jens Erik. Vi følte os derfor nærmest som lovovertrædere, da vi en tidlig søndag morgen inden efterårsferien holdt bestyrelsesmøde for første gang alene uden leder og lærer. På daværende tidspunkt var bestyrelsen endnu splittet i spørgsmålet om, hvorvidt vi fortsat gerne så Jens Erik som skoleleder i det følgende skoleår. Det var derfor vigtigt, at ingen følte sig overtalt, men enhver fik tid til at tage stilling. - Vi besluttede, at 3 fra bestyrelsen skulle tage ud og tale med Jens Erik om alle de ting, vi var uenige om og utilfredse med. For inden havde vi dog sat en grænse til 20. januar, hvor bestyrelsen måtte tage endelig beslutning om skolelederspørgsmålet.
   I januar 1981 besluttede vi så at indstille til en ekstraordinær generalforsamling, at Jens Erik Astrup fratrådte som skoleleder ved udgangen af skoleåret 80/81 på grund af samarbejdsvanskeligheder. Forinden gav vi Jens Erik 14 dage til at overveje situationen, så han selv kunne sige sin stilling op.Fra dette øjeblik gik vi ind i vores vanskeligste periode som bestyrelse. For mig personligt var det hårdt at være frontfigur over for Jens Erik, lærerne, forældrekredsen og pressen. Styrken hentede jeg i bestyrelsen, hvor vi blev enige om hvert eneste skridt, vi foretog.
   På en ekstraordinær generalforsamling den 26. februar 1981 blev Jens Erik afskediget med fratrædelse fra den 31.7.81. - Vi fik 42 stemmer for og 21 imod, 1 stemte blankt. De øvrige 4 lærere opsagde deres stillinger. - Samme aften holdt de forældre, der var imod os, stiftende generalforsamling til Lilleskolen Als.
   Vi reddede Midtals Friskole, men var klar over, elevtallet nok vill bliver halveret. - Resten af skoleåret var ikke særlig behageligt for nogen. Børnene mærkede mindst. Nogle af de store var dog meget påvirkede af situationen.
 
For at komme videre med skolen havde den forældrekreds, der ville blive på skolen, nogle meget frugtbare møder med drøftelser af skolens idegrundlag. En af forældrene, Ruth la Cour, fortalte bl.a.. meget levende om dagligdagen i Thorsted Friskole, en Grundtvig-Koldsk friskole i Thy, hvor hun havde været lærer. Vi fik mange gode ideer og nåede langt, for det var en forældrekreds, hvor vi havde udviklet et helt fantastisk fællesskab og tillidsforhold. Der var »fodslaw«.
    Vi stod med 2 ansøgere til skolelederstillingen. Den ene var Hanne Skriver, der på et møde i Friskolebladets redaktionskomite i marts havde stiftet bekendtskab med skolen. Hun var gift med bladets redaktør og havde sammen med ham tidligere været leder af en friskole på Fyn. Nu var hun kommuneskolelærer, bosat nær Århus. - Bestyrelsen havde nogle gode samtaler med Hanne, og hvor var hun dog stærk i sine synspunkter. Hun vidste med sig selv, hvordan hun ville lede en friskole. Den skole, Hanne ønskede ansættelse ved, skulle være en lille, tidssvarende Grundtvig-Koldsk friskole uden afsluttende prøver og eksaminer.
 
   Var det Midtals Friskole?
 
Hidtil havde vores holdning været, at eleverne skulle tilbydes folkeskolens afsluttende prøver på Midtals Friskole, så de ikke var nødsaget til at slutte deres skolegang i folkeskolen. De fleste af os forældre havde ingen friskoletradition, så vi var slet ikke nået så langt i de frie skolers verden, at vi kunne forestille os, at eleverne kunne slutte deres skolegang på en efterskole.
   Nye møder i forældrekredsen. Samtalerne med Hanne havde i den grad åbnet vores øjne for de positive sider ved en ren børneskole uden eksamenspensum hængende over dagligdagen, så vi diskuterede igen bravt i forældrekredsen, indtil vi af et ærligt hjerte mente: Midtals Friskole er en lille, eksamensfri, Grundtvig-Koldsk friskole.
 
Hanne og hendes familie mødtes med forældrekredsen. Stemningen var rar, åben og hjertelig, og latteren rungede ofte gennem skolestuen. Forældrenes spørgelyst var stor, og det var helt tydeligt, forældrene ønskede at sikre sig, at Midtals Friskole ikke igen skulle bevæge sig mod en kollektivt ledet, socialistisk lilleskole.
   Den anden ansøger til skolelederstillingen trak sig i sidste øjeblik, så desværre fik Hanne ikke det modspil, hun ønskede sig. Men efter mødet med forældrene var der nu heller ingen tvivl, Hanne var vores ny skoleleder, og det ville blot blive en formalitet at få Hanne ansat på generalforsamlingen. - Det blev da også en mindeværdig generalforsamling, hvor Hanne blev ansat, og vi købte Helved gl. skole med overtagelse tilbage til 1. feb. 1981.
 
 Der skulle også ansættes 2 nye lærere, og som næsten altid i Midtals Friskoles historie gik påsken med samtaler med læreransøgere. - Vi bestemte os for Anne-Grethe Andersen. Anne-Grethe kom fra Møn og var helt nyuddannet lærer fra Tønder Seminarium. Inden hendes læreruddannelse havde hun været elev på Danebod Højskole. Den anden lærer blev Jens Dam Clausen fra Farsø, nyuddannet fra Ålborg Seminarium og på ansøgningstidspunktet elev på Danebod Højskole. Det skulle vise sig at blive et herligt arbejdende trekløver.
 
 Et nyt skoleår startede.
   For udenforstående må det lyde lidt lyserødt, men skoleåret 81/82 blev et fantastisk år. Det var som at starte i en helt ny friskole med 25 børn og forældre og 3 lærere. Skolen præsenterede sig smukt både indadtil og udadtil. Allerede i september måned kunne vi holde Åbent-Hus-Dag for egnens beboere og kommende forældre. - Vores lokale postbud kunne fortælle i nabolaget, at det var blevet så rart at komme på friskolen. Børnene legede godt i frikvartererne, og der så ordentligt ud overalt.
   Stærkest for mig står morgensangen, fortælletimerne og frikvartererne. Morgensangen med sang og snak for alle. Ivrige, lyttende børn, der fortalte om deres oplevelser og blev taget alvorligt. Hannes fortælletimer. De lange frikvarterer med lege i baghaven og sandkassen og fodbold på »Trekanten,,, især når Jens spillede med, lige så ivrigt som børnene. - Anne-Grethes julenisse, der skrev til Lillegruppen hver dag i december måned og foreslog børnene, hvad de skulle lave hver dag. Jens's musik- og sangtimer med bl.a. Helved-sangen.
 
Vi fik så mange fælles oplevelser omkring en skolelørdag, Mørkefest, hyggeaftener og arbejdsweekends, hvor vi oplevede glæden og rigdommen i fællesskabet. Alle disse stunder synes jeg var meget mere værdifulde end deciderede forældremøder omhandlende skolens dagligdag.
 
I bestyrelsen fik vi ikke lov at slappe af, men vi startede et frugtbart samarbejde med Hanne og lærerne. Ulla Krogh fra Helved var rengøringshjælp, og Martin Randers blev pedel. - Der gik ikke lang tid, før lærerne gjorde os opmærksom på, at vi snart kom til at mangle plads; så samtidig med, at vi arbejdede på at få en pavillon i baghaven og indsendte ansøgning til ministeriet om en gymnastiksal på statslånsvilkår, gennemgik vi også Frydendal Kro og Asserballeskov gamle skole som muligheder i stedet for Helved skole. - Det skortede aldrig på ideer i den forsamling, men vi blev jo, som alle ved, heldigvis på Helved skole.
 
Vi opdagede også, at der var andre friskoler til end vores egen, og vi begyndte at deltage i dette fællesskab ved deltagelse i Dansk Friskoleforenings møder og ved abonnement på Friskolebladet til alle forældrene. Helt kontant startede vi også med en årlig indsamling til Friskolefonden, hvis formål bl.a. var at hjælpe nye skoler igang ved at købe eller udleje en bygning til dem.
 
Jeg synes, jeg har været med til at starte 2 friskoler, både en Midtals Friskole i 1979 og en i 1981, og det har givet mig umådelig mange, gode oplevelser. - At vi havde en konflikt, er ikke en ualmindelig fase for en ny friskole som vores. Det værdifulde ligger i, at vi gennemlevede konflikten og fandt frem til ståstedet for vores skole. - Jeg håber, at fremtidens friskoleforældre også vil erfare, at det ikke er en selvfølge, vi har en Midtals Friskole. - Midtals Friskole består kun så længe, der er engagerede forældre, der aktivt tager del i arbejdet, ansvaret og fællesskabet i dette »treenige« tillidsforhold mellem børn, lærere og forældre.
 
 Karen Margrethe Thomsen.
 

En levende skole

 Det var naturligvis med angst og bæven, at jeg sagde ja til at blive skoleleder på en friskole, hvor man lige havde fyret den hidtidige skoleleder. Ville det gå bedre med mig? Kunne jeg klare at lede en skole? Kunne den forældrekreds, som helt tydeligt vidste, hvad de ville med en skole, acceptere mig? Jeg havde sagt, at jeg ville holde grundtvig-koldsk friskole, men vidste jeg egentlig, hvad det var? - Jeg havde mange skrupler, men første gang jeg rigtigt tænkte, at det nok skulle gå, var da jeg dagen efter at være blevet ansat på generalforsamlingen modtog en stor flot buket blomster fra forældrene og et kort, hvorpå der stod »Til lykke til os alle«. Da gik det nok for første gang op for mig, at jeg jo ikke skulle klare dette alene, men at vi var en masse mennesker, der sammen skulle holde friskole. Efter 7 år i folkeskolen, hvor du netop er alene - ene om undervisningen - ene om ansvaret for forældremøder - ene om at få ideer og gennemføre dem, skulle man nu til at samarbejde om tingene - og det var jo netop det, jeg ønskede. Jeg husker også de første lærermøder med Anne-Grethe og Jens. Vi var tre, der ville noget godt med denne skole. Det skulle blive alle tiders det her - og det blev det så - ind imellem.
 
 Den gode forældreopbakning, det fine kollegiale samarbejde var her - men hvad med børnene? Ja, jeg må indrømme, at til at begynde med syntes jeg, at det var en samling dødforkælede, ret vanartede unger, vi havde. Jeg havde forladt en 7. kl. som jeg holdt umådelig meget af, og hvor jeg dog savnede dem. Mellemgruppen - en stor flok piger og en enkelt dreng - blev jeg ret hurtigt glad for (de elskede at høre eventyr, og det var jo lige mig), men de syv drenge i Storegruppen, puh ha, de var stride. Da skolen havde været i gang et par dage, måtte jeg til Sønderborg for at købe en skibsklokke til at ringe ind med, for da var vi lærere allerede hæse af at forsøge at råbe børnene ind fra frikvarter. «Hvorfor skal vi ind? Hvad skal vi da lave?« spurgte børnene. Efter en uges tid begyndte børnene at komme, når klokken lød, de opdagede vist, at det faktisk kunne være værd at være med til det der foregik i timerne.
 
 Og hvad foregik der så? Ja, Jens fik børnene til at synge, det gjorde han godt - nogle forældre syntes vist, at de skrålede, men jeg syntes nu, de jublede, for de var virkelig glade for at synge, og det kom helt inde fra. Når vi op til en ferie sluttede af med at synge Helvedsangen, kunne man føle sig helt hensat - ikke til Helved - men det modsatte. Anne-Grethe sprudlede af foretagsomhed. I skoven med ungerne, en tur til Sønderborg - og så skal der bages lidt. Var der sang og musik omkring Jens, ja, så var der liv og aktivitet omkring Anne-Grethe, og omkring mig var der sommetider dødstille, når jeg fortalte eventyr, myter, historie m.m. Vi tre lærere følte at alle muligheder var åbne for os, vi kunne næsten gøre hvad vi ville, det var bare med at gå i gang. Vi havde, da vi blev ansat, følt en vis bekymring hos forældrene for at deres børn ikke ville lære nok. Meget hurtigt mær kede vi dog, at forældrene havde tillid til os, da de så, hvordan vi greb tingene an.
 
Den skole, vi praktiserede, var ikke en progressiv pædagogisk skole, men en temmelig jordnær en, hvor vi bare var nogle personer, der havde noget vi var meget optaget af og som vi absolut måtte give videre til børnene; og lære noget - selvfølgelig skulle børnene det, for når der er så meget man er optaget af, er der jo ikke noget man hellere vil end give det videre til andre, så det var bare et spørgsmål om vi kunne nå det hele.
 
Vi var kommet til en to år gammel skole, men det føltes, som om den var helt nystartet. Ingen traditioner, intet »plejer, Det er herligt at starte på helt bar bund, men det er også svært. Alt var nyt, intet var prøvet før. Vi fik mange ideer, men hver gang var det nødvendigt at tænke tingene godt igennem, for det var måske netop en tradition, vi stod for at indføre. Mange af de ting, vi foretog os det første år, blev traditioner - forårskalender, naturrekorder til morgensang, vores blad - andre blev det ikke - nogle heldigvis, andre desværre. Det blev desværre ikke en tradition, at forældre og lærere optrådte med skuespil (oplæsning) som da en lærer og to forældre spillede Tjekovs Frieriet. Det er ikke blevet gentaget mere end én gang siden (Nej!), og det er virkelig en skam.
 
Der var et vældigt engagement i forældre kredsen og opbakning omkring alle arrangementer, vi fandt på. Jeg husker en forældrelørdag med leg på sportspladsen. Den dag tog vi et dejligt foto af alle forældre, lærere og børn. Et billede som man stadig kan nyde at se på, da det er så sjældent, at man på et billede kan se en hel skole, hvormed jeg mener alle dem der hører til en skole - ikke bare børnene og lærerne. Forældremøder var endnu møder for alle forældre, ikke noget med opdeling i grupper; det er en god ting, når alle møder er for alle - ja, der er mange fordele ved en lille skole.
 
Men det kunne jo ikke blive ved det. Til skoleåret 82/83 var 12 nye børn meldt ind, nye familier kom til, og det blev nødvendigt med en lærer til. Det var lidt svært at finde en, der passede os, vi var måske lidt kræsne, vi tre lærere, men vi havde jo erfaret, hvor vigtigt det var at kunne arbejde godt sammen. Else Kjær fra Den frie Lærerskole havde været i treugers-praktik hos os, og nu skulle hun ud i årspraktik. Vi havde været glade for hende i de tre uger, og vi mente, at vi i hende ville få en, der ville gå ind for skolen med liv og sjæl. Det tog vi ikke fejl i. Der var nok at tage fat på, men en lettelse var det bestemt, at vi nu var fire om arbejdet, og at vi sommetider kunne sige: Vi gør lige som sidste år. Men selv nu, efter 8 år, er det forbavsende, hvor sjældent noget lader sig gentage. Jeg tænker hvert år, at til næste år må vi da kunne bruge næsten samme skema f.eks., men nej, vi finder altid noget, der ikke var godt nok, så om igen - og det er vel det, der gør det spændende stadig at være lærer.
 
Mit andet år på Midtals Friskole husker jeg som et år, hvor hverdagen på skolen fungerede på bedste vis. Der var en dejlig stemning mellem børnene, og vi hyggede os sammen alle sammen. Der var ikke længere brug for megen råben op over for børnene, de havde fået tillid til os og respekterede os. Selv Storegruppen havde forstået, at når Jens sagde »Prøv lige at tie stille«, så skulle de faktisk tie stille, og det gjorde de så - så godt de nu altså formåede det, for snakketøjet var stadig i orden der.
 
Vi gjorde god brug af forældrene - Jørgen Bonde spillede f.eks. landbrugsspil med de store, og John Juul Christiansen fortalte om rovfugle og tog på fugletur med os.
 
Der skete flere gode ting det skoleår. Vi fik bygget vores pavillon, »Hytten«. Det var en stor lettelse i hverdagen, da vi kunne tage den i brug i november. 38 børn var mange børn i den gamle hovedbygning, hvor vi endnu kun havde 3 egentlige klasseværelser. Der faldt en dejlig ro over børnene, da de havde mere plads at råde over, støjniveauet faldt betydeligt, og konflikterne blev færre imellem børnene. De problemer, vi havde med børnene til at begynde med - især de store drenge - var nu stort set ovre, og vi havde i de store drenge en herlig flok positive unger, der samarbejdede i stedet for at modarbejde, og som var fyldt med liv og gode ideer, som kom hele skolen til gavn. Mange situationer huskes fra frikvartererne, som f.eks. da vi pludselig fra lærerværelsets vindue opdagede en lang kø af børn foran døren til Hytten, hver med en håndfuld rønnebær i hånden. Da vi lærere fik trængt os gennem masserne for at se, hvad der var på færde, så vi tre herlige spåkoner godt formummede i kjoler og tørklæder dybt bøjede over en lampekuppel, hvori de spåede deres kammerater. Under forklædningen var Peter, Søren og Thomas fra Storegruppen. Betalingen var en håndfuld rønnebær - hvad de bagefter gjorde med rønnebærrene, husker jeg ikke, men mon ikke de gav dem til skolen til at lave rønnebærgele af til vores julebasar? I år havde vi nemlig bestemt os for at holde julebasar - «Vi« er selvfølgelig både forældre og lærere, der havde snakket om det på et forældremøde. Vi havde jo aldrig for mange penge at rutte med, så en lille fortjeneste ville gøre godt, og derudover viste det sig også at være en god opgave, som fik alle hjem engagerede. Vi holdt adskillige basaraftner, hvor folk nørklede og hyggede sig, og da dagen endelig kom, havde vi da også en fin salgsbod, så vi virkelig kunne være bekendt at slå dørene op for fremmede. Denne basar blev den første i en række basarer, som på en fin måde har engageret alle på skolen, både børn og voksne.
 
Frikvartererne var ofte dejlige - fyldte med fantasilege som de var; vi nænnede sommetider ikke at ringe ind. Dog havde vi det problem, at vi lærere stadig troede, at det kunne lykkes at få nogle af pærerne på det store pæretræ modne, inden de skulle spises, mens børnene absolut syntes at pærer skal spises umodne. Ak ja, nu har vi ikke længere de problemer!!!
 
Mit andet år på Midtals Friskole husker jeg også som det år, hvor forældresamarbejdet kom ned på jorden. Det første var alt idel lykke, alt var rosenrødt, nu meldte hverdagen sig. Ja, her gik man og var nervøs for om man kunne lave den rigtige grundtvig-koldske skole, om idealerne og visionerne slog til - og så bliver skolens vist hidtil mest hidsige diskussion på et forældremøde: Skolens bomærke. Det er mærkeligt, at man somme tider kan komme i voldsomme diskussioner om ret små ting, men det er måske i det små, at det skal vise sig om det store gælder. Vi kom godt igennem diskussionen, og vi fik et smukt bomærke, som viser en flok, der holder godt sammen, omkring noget, der gror - en levende skole.
 
Grundtvig sagde i 1848:
 
" - en levende Oplysnings-Anstalt, hvor man med Lethed og Fornøjelse kan faa at vide hvad man ønsker og hvad man kan have godt af i det virkelige Liv. Men en saadan levende Skole, en saadan selskabelig Oplivelse og Oplysning, ved levende Sang, Foredrag og Samtale, vil naar den blot lykkes nogenlunde, ikke blot være til Gavn for dem, der allerede nu føler Trang og Lyst dertil; thi høres og spørges det kun først, at her er lyst og livligt, som hvor Solen skinner og Fuglene synger, da vil Lysten og Trangen til at komme her vaagne hos Mange, som nu ikke drømmer derom, og jo bedre man her lærer at kende den naturlige Oplysning og Dannelse, der Gud ske Lov hverken beror på Rigdom, Overdaadighed eller mange Bøger, jo bedre man oplyses om, hvorledes i det menneskelige og borgerlige Selskab alle gavnlige Sysler og Arbejder - med Hænderne saavelsom med Hovedet - griber ind i hinanden, og er lige uundværlige, - des mere tilfreds vil ethvert dygtigt Menneske blive med sin Dont og Stilling i Livet, - og endelig, des fornøjeligere og lærerigere vil det blive for os allesammen at tale med hinanden."
 
Hanne Skriver.
Midtals Friskole, Helved 7, 6440 Augustenborg Tlf. 74474747 mail: kontoret@midtalsfriskole.dk