Påskeløb

Den sidste dag før påskeferien holder vi påskeløb på skolen.

Storegruppen arrangerer løbet for resten af skolen, og vi løber i vores familiegrupper, så vi er blandet i alder.

Temaet er ofte at påskeharen er truet og har voldsomt brug for hjælp, og hvis man skal hjælpe påskeharen, skal man uddannes til påskehare.

 

 

Vi bliver ledt ned i skoven, og der møder vi mange forskellige påskeharer der hjælper os igennem prøven. De er oftest meget festligt klædt og har meget personligt dekorerede ører. Prøverne er tit noget med at kunne finde gulerødder eller æg, kunne samarbejde, finde på gode slagsange eller kunne nedskyde en af de væmmelige harer med æg. Efterhånden som vi har bestået harerprøverne, bliver vi udstyret med røde næser, knurhår og flotte ører. Til sidst får man sin præmie for at bestå prøverne: 
et marcipanæg som man selv skal finde på sportspladsen.

 Undervejs kan det være at vi møder nogen af de onde harer. Det kan være lidt uhyggeligt, men så må vi jo holde sammen, og så klarer vi den alligevel. De onde harer kan have mærkelige ører, komme fra den russiske mafia eller det ydre rum, men vi har altid fået bugt med dem og reddet påsken.

Efter løbet går alle på skolen rundt med deres fine ører og det ser meget festligt ud.

  

Dagen slutter med at vi skal have kåret årets påskehare.
Årets påskehare er den person der er hurtigst kan trille en hare (en hulsten med papører bundet til en blyant med en laaang snor) i mål.

Der er 8 harer bundet til hver sin blyant med en 4 meter lang snor. På Peters signal ruller man sin blyant og den der først får haren i mål har vundet.

 

Så er vi klar til at holde påskeferie.

 

Midtals Friskole, Helved 7, 6440 Augustenborg Tlf. 74474747 mail: kontoret@midtalsfriskole.dk